Færøerne dræber rekordmange grindehvaler

Dec 14, 2010

Mindst 1.115 grindehvaler er blevet brutalt slagtet i 2010. Det er verdens største fangst af en specifik hvalart.

Færøerne har slagtet flere grindehvaler i 2010 end i de sidste mange år. I de sidste 10 år har fangsten ligget på i snit 627 hvaler om året. I 2010 har mindst 1.115 hvaler måtte lade livet.

De færøske myndigheder har ikke forklaret, hvorfor så mange hvaler er blevet dræbt i 2010. Tv-optagelser viser tydeligt, at fangstmetoderne ikke er blevet bedre og tydeligvis udsætter dyrene for lidelser. Joanna Toole, WSPA's kampagneleder for havpattedyr, kommenterer:

"Det kaos, der eksisterer under grindedrabene, medfører uden tvivl forfærdelige lidelser. Det er fuldstændigt uacceptabelt, at et moderne samfund dræber over 1.100 hvaler på denne måde".

Kødet er giftigt

Gennem de sidste 20 år har Pál Weihe, færøsk speciallæge i arbejdsmedicin, stået bag omfattende forskning af de sundhedsmæssige konsekvenser for færinger, der spiser grindekød - og dermed indtager giftstoffer som kviksølv og PCB. Giftstofferne findes både i grindekød og -spæk. 

Pál Weihe advarer derfor mod at spise kød og spæk fra hvalerne.

Anbefalet forbrug overskrides

Det Færøske Landstyre har udtalt, at de er i gang med at vurdere forskningsresultaterne. I mellemtiden har de anbefalet, at man følger deres kostvejledning fra 1998. Den anbefaler kun at spise grindekød en eller to gange om året. Og at gravide kvinder og kvinder, der ammer helt afstår fra at spise grindekød.

De faktiske tal viser, at jagten på grindehvaler i 2010 har produceret omkring 550 tons grindehvalkød og -spæk til de 49.000 færinge. Det svarer til 11 kg for hver ø-bo, herunder spædbørn. I forhold til anbefalingerne fra landsstyret ligger produktionen ca. fem gange højere end den mængde, der er risikofri at spise.

Eftersom en hel del kvinder og børn ikke spiser kødet, og eftersom mange andre færinger slet ikke har adgang til grindekødet, så står en gruppe mennesker for at spise langt den største mængde. Ved at lade grindedrabene fortsætte ser de færøske myndigheder stort på befolkningens sundhed - og på de lidelser, grindehvalerne bliver udsat for.

Page tools:
Share Print / Del andre steder
WSPA på FacebookWSPA på YouTube Send e-mail til WSPA